Min baggrund og tilgang til kropsterapi
Om mig
Jeg er af den overbevisning, at fred inde i os selv giver fred i relationer og i sidste ende mere fred i verden. Konflikter i vores indre liv, giver konflikter i vores liv, i relationer og i vores samspil med omverdenen. Meget enkelt og meget komplekst.
Jeg er drevet af at finde ind til de årsager, der hæmmer mennesker i at have det godt med sig selv, i sociale relationer og mærke, at livet giver mening. Jeg tror på, at vi alle er medskabere af vores eget liv og vores fælles liv på kloden. Det vi hver især tænker om virkeligheden, bliver ikke kun din virkelighed, men vores fælles virkelighed.
Jeg ved, at vi gennem indre arbejde kan skabe større bevidsthed, nærvær og kærlighed til os selv og andre. Jeg tror, at vi alle kan bidrage ved at gå vejen selv mod større indsigt, indre frihed, egenkærlighed og fred. Jeg tror på, at vi hver dag kan opløse de blokeringer vi har for vores indre for kærlighed, så vi ser os selv og andre gennem kærlighed.

Min tilgang
Vi siger, at livet går op og ned. Jeg tænker, at livet altid er et både/og.
Med det mener jeg, at alle følelser, stemninger og tanker er mulige på ethvert tidspunkt for os alle. Som de væsener, vi er, har vi en indbygget kapacitet til at rumme og acceptere alt på samme tid – både smerte og glæde, vrede og kærlighed, frihed og fastlåshed – både/og.
Der er altid et valg, og samtidig er det langt fra altid, at vi tænker og mærker dette valg. Når vi ikke bevidst mærker, at vi har et valg, er det primært gamle strategier og mønstre skabt tidligere i vores liv, som styrer vores tanker, følelser og handlinger helt ind i voksenlivet.
På den måde går mit arbejde ud på at hjælpe mennekser med at få øje på strategierne og mønstrene og rumme det, der er og det der er sket. At kunne rumme og sortere, så det vi ikke skal bruge i vores system, kan blive smidt ud og det vi har brug for, bliver brugt.
Min baggrund
Jeg er et nysgerrigt og et sensitivt menneske. Det med sensitiviteten har min barndom og opvækst bidraget med, på godt og ondt.
Nysgerrigheden hjælper mig med at forstå, gøre mig klogere og udvikle mig som terapeut og som menneske. Den har også ledt mig mange forskellige steder rundt i verden og, sammen med mit sensitive væsen, ind i menneskers inderste.
Jeg er født i 1971 og har to børn. Jeg er oprindelig uddannet cand. tech.soc. fra Roskilde Universitet. Efter min kandidatuddannelse og nogle års arbejde indenfor miljø- og fødevareområdet, skiftede jeg retning.
Jeg fandt Body SDS uddannelsen og som færdiguddannet i 2011, startede jeg eget firma. Omnitherapy uddannelsen kom til i 2017, som jeg vil karakterisere som en overbygning på Body SDS.
I dag underviser jeg på Omnitherapy uddannelsen sideløbende med mit virke som kropsterapeut. Andre kurser og forløb har inspireret mig på min vej, herunder vil jeg fremhæve Spirituelt mentorforløb v/Pernille Bretton-Meyer (TrueLiving Academy, 2016-2018).
